• Stakkels Nipper og Præstegaard – nu står de i spidsen for virksomheder, vi ikke kan lide

    来源: BDK Finans / 10 11月 2024 05:16:55   America/New_York

    Tid til ligsyn. Her får du den komplette guide til årets største tabere i Berlingskes imageundersøgelse blandt 100 store og markante danske virksomheder. Der er ikke meget godt at sige – heller ikke selvom man gør sig den umage at sammenligne placeringen i år med den gennemsnitlige placering i de seneste fem år. Vi tager dem fra en ende af: Ørsted (-65 pladser): Grønne træer vokser ikke ind i himlen Man skulle tro, at Ørsted og Mads Nipper var blevet afsløret i at være storleverandør af vindmøller til Vladimir Putin og Rusland. Sådan må det føles at falde 65 pladser i Berlingskes årlige imageundersøgelse. Fortællingen om statsejede Ørsted er kollapset. Senest har Ørsted i jagten på at blive en rentabel virksomhed lukket sine stort anlagte brintprojekter, som skulle skabe fremtidens grønne brændstoffer. Det er også for alvor gået op for danskerne, at Ørsted nok er en statslig dansk virksomhed, men er mindst lige så optaget af sine med- og modvindsramte vindprojekter ud for den amerikanske østkyst. Danskerne troede, at statsejede og børsnoterede Ørsted ville være virksomheden, som skulle levere den grønne, billige energi til danskerne samt være en spydspids i den grønne omstilling herhjemme. Nej, Ørsted er en global virksomhed, som skal tjene på alt, hvad den gør. Nu også til sin nye strategiske ejer, statsejede Norske Equinor, som i forvejen ejer Danske Commodities. Desværre er Equinor i »bad standing« hos de mest hellige lobbyister som Mellemfolkeligt Samvirke og de helligste pensionskasser som Akademikerpension. Et godt råd: Vejen til et bedre image for Ørsted går gennem bundlinjen – det er på tide at erkende, at Ørsted har mistet sin kultstatus og aldrig får den igen – så længe staten er kontrollerende ejer. ATP (-49): Tilliden er væk Årets næststørste taber er ATP. Det er et påfaldende og opsigtsvækkende sammentræf, at det er statsejede giganter, som er i frit fald, når det gælder deres image i erhvervslivet. Pynten er pillet af ATP, som er under langvarig kritik for en risikabel og indviklet forretningsmodel. ATPs autoritet i erhvervslivet og offentligheden, hvor virksomheder engang rystede i bukserne, hvis ATP rejste kritik, er væk. Senest er ATP afsløret i at have løbet en formentlig alt for stor risiko ved sin investering i den nordsvenske batterifabrik Northvolt. ATPs administrerende direktør, Martin Præstegaard, forsøger at opretholde fortællingen om ATP som en pensionsgigant, der kan finde den rette balance mellem afkast og samfundsansvar. Elendige resultater anfægter visdommen i, at ATP for egne og lånte penge løber betydelige risici for især de fattigste pensionisters regning og risiko. Et godt råd: ATPs bedste chance for at forbedre sit image er at blive kedelig. ECCO (-43) og ROCKWOOL (-25): Putin spøger Skal man tage ja-hatten på, så kan ECCO og ROCKWOOL trods kollapset i deres omdømme, siden krigen i Ukraine brød ud i 2022, trods alt glæde sig over, at der er indtruffet en stabilisering af elendighederne i år i forhold til 2023 og 2022. ECCO har fået ny bestyrelsesformand i den tidligere Sydbank-topchef Karen Frøsig, og hos ROCKWOOL er Jens Birgersson blevet erstattet af Jes Munk Hansen som administrerende direktør, hvilket måske kan være første skridt til at ændre virksomhedernes omdømme. Et godt råd: ECCO og ROCKWOOL skal være tålmodige og se mod Danske Bank. Danske Bank stormer 50 pladser op i Berlingskes imageundersøgelse, og det er i lyset af fortiden med finanskrise og hvidvasksag godt gået, om end Danske Bank selvfølgelig ikke var hoppet i kassen med Putin. GN Store Nord (-37): Aktiekollaps koster GN Store Nord er en rædselsfortælling. Aktiekursen er dykket med 76 procent siden juni 2021, da det gik op for aktiemarkedet, at selskabet havde dummet sig. Det er kun blevet værre siden. På det værst tænkelige tidspunkt købte GN Store Nord gamervirksomheden Steelseries for otte milliarder kroner. Det var i oktober 2021, eller fire måneder før krigen i Ukraine brød ud og udløste bølgen af inflation og rentestigninger over hele verden. Dårlig timing, når man finansierer et enormt opkøb med gæld. Det kostede topchef Gitte Aabo jobbet i 2023, og det er unægtelig trist, når der i forvejen er så få kvindelige topchefer. Et godt råd: Få styr på forretningen, så skal det nok gå. Danish Crown (-36) og Saxo Bank (-25): Mangler kærlig pleje Store fyringsrunder, elendig økonomi, en udskældt industri og en fyring af topchefen er selve opskriften på at tage tæsk på omdømmet, som det er sket for slagterigiganten Danish Crown. Så galt er det ikke gået for Saxo Bank, som måske på grund af en omdiskuteret DR-dokumentar fra 2023 med historier om forbindelser til lyssky russiske kunder alligevel ser et knæk i omdømmet. Nu er Saxo Bank sat til salg, og internationale finanskæmper har et øje på at købe virksomheden, som i dag er knap 50 procent ejet af kinesiske Geely, mens Kim Fournais ejer 28 procent. Et godt råd: Af Danish Crown og Saxo Bank kan man lære én eneste ting, og det er, at ens omdømme skal passes og plejes hver eneste dag, især når man er i brancher under angreb og kritik. Coop (-35): Ringere omdømme end DSB Coop har aldrig haft noget fantastisk omdømme, tværtimod. Det må imidlertid gøre ondt langt ind i hjertekulen i hele bevægelsen bag Coop at se, at norske Rema 1000 har Danmarks syvendebedste image, mens Salling Group med kæderne Bilka, Føtex og Netto ligger på tiendepladsen. Dagrofa, som står bag Spar-kæden, købte desuden forleden måltidskassegiganten Aarstiderne. Dagrofa ligger som nummer 78 på imagelisten og har sin bedste placering i 15 år. Mon ikke det går endnu bedre for Dagrofas omdømme i 2025? Skal man gnide salt dybt i såret, så er Coops redningsmænd, benzinkæden OK, nummer 14 på listen i 2024 mod nummer 29 året før. Coop har foreløbig intet fået ud af hente Enhedslisten-politikeren Pernille Skipper ind som formand for foreningen bag Coop, Coop amba, som i øvrigt har afgivet magten over Coop til OK. Coop har et ringere omdømme end tragedien DSB! Et godt råd: Der er ikke noget godt råd. Det ser temmelig håbløst ud for Coop. JP/Politikens Hus (-28): Hanelefanternes kirkegård Helt forventeligt koster sagen om roderiet i fondene og balladen om den tidligere magthaver gennem tre årtier på Jyllands-Posten, Jørgen Ejbøl, på omdømmet for JP/Politikens Hus. Det er dybt deprimerende for en virksomhed, som står bag respekterede medier som Politiken og Jyllands-Posten, at lide under et elendigt image. Det har altid været sådan, at JP/Politikens Hus havde et bedre image end Berlingske Media. Ikke i 2024. Her er Politiken nummer 92 og Berlingske Media nummer 84. JP/Politikens Hus har nu et ringere image end DR! Et godt råd: Orden i governance er i dag en grundlæggende forudsætning for at bevare et godt omdømme. Når man som Ejbøl tilmed demonstrerer et afgrundsstort hykleri i forhold til at håndtere kritik i medierne, så er målet fuldt. Et godt råd til JP/Politikens Hus er at få ryddet mere grundlæggende op. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/stakkels-nipper-og-praestegaard-nu-staar-de-i-spidsen-for-virksomheder
分享